I løbet af en dag vil vi opleve mange følelser i varierende grader - både glæde, irritation, kedsomhed, bekymring. Ingen mennesker er glade og i godt humør 100 % af tiden, hver dag, hele livet.
Man behøver altså ikke være glad hele tiden for at kunne trives. Men hvis man sjældent føler sig glad, er det vigtigt at reagere.
Når der sker skift og ændringer i vores liv, vil vi reagere på det følelsesmæssigt. Hvis ikke vi gjorde det, ville vi jo være følelseskolde.
Nogle mennesker reagerer mere følelsesmæssigt end andre. Det er også forskelligt fra person til person, hvor godt vi er i kontakt med vores følelser, altså hvor gode vi er til at mære følelser og forstå, hvad følelserne prøver at få os til at gøre.
Hvis vi begynder at bebrejde os selv, at vi har såkaldt "negative" følelser som tristhed, frygt og vrede, kan vi komme til at forstærke dem. Ofte vil de klinge af efter noget tid, helt af sig selv, hvis vi giver dem plads og lytter til deres budskaber.
Prøv dette
- Prioritér at gøre ting i hverdagen, som gør dig glad, eller som tidligere gjorde dig glad. Hvad er den mindste ting, du kan gøre allerede i dag?
- At lave en form for fysisk aktivitet kan være hjælpsomt, hvis man sidder fast i et tungt humør. En kort gåtur kan give et skift i humøret. Regelmæssig motion kan løfte humøret på længere sigt, særligt hvis det er mulgit at finde en type motion, der er sjovt og som man har lyst til at gøre.
- Læg mærke til de gode ting, du allerede har i din hverdag ved at lave en taknemmlighedsdagbog: Nedskriv hver dag 1-3 ting, som du er taknemmelig for eller en god ting, der er sket i løbet af dagen.
- Tag hånd om de problemer, der påvirker dit humør. Måske har du brug for at der bliver lavet justeringer på dit arbejde? Måske du har brug for at sætte grænser over for nogle af de mennesker du omgås?
- Søg støtte. Tal med dine nærmeste. Ikke nødvendigvis for at løse problemerne, men fordi problemer føles lettere, når man deler dem med andre. Tal med din leder om de ting på dit arbejde, der påvirker humøret. Måske kan lederen afhjølpe problemerne?