Det er forskelligt fra person til person, hvor energiske vi er. Men det hænger også meget sammen med, hvad vi foretager os i hverdagen.
Mangel på energi hænger ofte sammen med de belastninger vi udsættes for i hverdagen.
I løbet af den ganske almindelig dag vil der være ting, der kræver vores energi og ting, der giver os energi. For at vi kan føle os aktive og energiske skal der være en balance mellem energi-givende aktiviteter og energi-krævende aktiviteter.
Tænk på det som om, du har et indre batteri. Det vil blive afladt hvis du laver for meget, der kræver meget energi. Derfor er det vigtigt, at du er bevidst om hvordan du lader dit indre batteri godt op. Nogle gange vil batteriet blive ladet op af bevægelse, samvær med andre og at få nye oplevelser og indtryk. Andre gange vil batteriet bedst blive ladt op af ro, alenetid og at blive skærmet fra alle de indtryk, som et moderne liv byder på.
Træthed hænger ofte sammen med stress og mistrivsel.
Har dit arbejdspres været for højt? Har der været større belastninger eller omvæltninger i dit liv? Dette vil ofte føre til træthed, da kroppen sender et signal om, at den trænger til hvile.
Når man er presset, vil man ofte have en tendens til ikke at få gjort ting som øger kroppens energiniveau og velvære, som eksempelvis motion, sund kost, frisk luft og samvær med andre.
Prøv dette
- Læg mærke til dit energi-niveau i løbet af dagen. Hvilke ting dræner dig mest? Hvilke ting giver dig energi?
- Kan du tilrettelægge din arbejdsdag, så der er en bedre balance mellem energi-givende og energi-krævende aktiviteter ?
- Tilstrækkelig søvn, nærende mad, nok vand, tid i naturen og regelmæssig bevægelse giver kroppen mere energi.
- Husker du at holde pauser i løbet af dagen? Pauser er nødvendige for at vi kan opretholde energien i løbet af dagen. Man kan ikke være produktiv mange timer i træk. Måske skal der tages en snak om pausekultur på din arbejdsplads?
- Har du stillesiddende arbejde er det godt med aktive pauser med et par strækøvelser for ryg og nakke eller en kort gåtur inde eller ude. Husk også at skifte arbejdsstilling, hvis du har et hæve-sænke-bord.
- Har du et fysisk krævende arbejde er det godt med rolige pauser med et par vejrtrækningsøvelser, strækøvelser eller at hvile med lukkede øjne.
- Husk at pauser ikke er en egoistisk handling, men en proaktiv handling og en forudsætning for at kunne blive ved med at præstere godt i løbet af hele arbejdsdagen.